Forfatterarkiv: Carsten Overgaard

Om Carsten Overgaard

Jeg er født i Herlufsholm sogn det herrens år 1966. Efter min tid på Kalbyrisskolen og senere Næstved Handelsskole, startede jeg i EDB-branchen i 1986, nærmere bestemt Poulsen Computercenter i City 2 – Taastrup. Ret tidligt specialiserede jeg mig i økonomi-programmer med hovedvægten lagt på Concorde produkterne. Jeg har taget hele Concorde XAL uddannelsen, inkl.. specialmodulerne Time/Sag, Materiale- og Produktionsstyring og Løn. I 2015 valgte jeg at skifte til at arbejde med cloud-baseret software og arbejder nu for Talentsoft, som har løsninger målrettet i mod rekrutterings or HR-området.

About Brexit – open letter to Europe

”It is not a student assignment” was the message I got from the Dentist school in Copenhagen. With these words I lost yet another little bit of fate in the system.

For some years due to social circumstances, I have been patient at the Dentist school so new Dentist could train on my teeth. While it provides good learning experiences for the students, it was also the option for me as an ordinary Dane to get my teeth fixed. In Denmark, the burden of being a member of the European Union has hit our country hard.

We Danes entered what we believed was a free market for trade. Not a political union. It is like entering a furniture store in order to buy table and a couple of chairs and not before long the employees of the furniture store are repainting your entire house in colours they like replacing kitchen, bed and even your clothes. When they replace your wife and your toothbrush, you stop and start to think twice about your previous choices.

Besides being poor ruined by a combination of mixed ethnic origins and contagious illness in our family, I also am an information technology specialist who have travelled around Europe the last couple of years. I continue to be amazed by the differences in our culture. I meet fantastic hard working employees in every country I come in. However, I also meet people who work on the terms which exist in their culture. Then the questions arrive:

Should we stop being Danes, French, English, and Dutch transitioning to be Europeans?
Should people in France work until they are 68 or 70 as we are going to do in Denmark before we can retire?
Should people in the Netherland stop having fixed contracts and enter the Danish system where people who have been working for decades in the same firm can be fired without benefits within hours?

No, I do not think so. I respect the cultures in other countries. I travel around Europe as part of my job. I do not need a Union to do that. I do not mind showing my passport. I believe that every citizen in Europe should be proud of their own country, the achievements they earned over generations. I believe that if people in France would like to have a lunch break for 1.5 hours instead of 30 minutes as we have in Denmark, they should have that. If their working hours are longer than we have in Denmark, they should be allowed that. If there retirement age are lower than we have in Denmark, they should be allowed that. Sadly, it is not the fact. The pressure of pushing us away from our nationality forward the common European identity has already resulted in reforms of both our labour market systems, our retirement systems and our social benefit systems.

The European Union is not for us small people. The European Union is not for us who used to have fate in the system. If the European Union should have been a success, the very first issue they should have addressed was that every firm in Europe should pay the same percentage in taxes and no country should be able to provide tax-reduction or tax-discount if they move from one European country to another. Right now, the European Union is not about improving the conditions for all citizens inside the union. It is about resetting systems in every country to the lowest common denominator.

Due to this policy, ordinary Danes like me are hurt. A huge American company moved the invoicing of their Enterprise Resource Planning systems from Denmark to Ireland within Danes saving their firm millions but robbing Denmark of taxes for the same amount. Early retirement was cancelled. Danes used to be able to retire early if hard working conditions had worn them down. They used to be able to stop at age 60. It is no longer a possibility. Because they know that many people suffer from various illnesses they made the offer that they should be guaranteed a job in the public sector when they reached a certain age where the private sector no longer needs them. When the number of people in that situation exceeded what they expected they invented a new term so people could be paid less if they were unemployed. For my part, I do not expect to reach the retirement age. My father died aged 62 and I had two uncles who died aged 59 and age 60.

I have to ask my fellow citizens in other European countries. What are your expectations regarding retirement age? Do you think that your local government will look after you or will they lose focus trying to make a career inside the huge bureaucracy the European Union consist off? I doubt it so much that the next vote I give at an election properly would go to a critical opponent of the European Union. I will not cast my vote on a politician who will give away his own tasks to others. It is like telling me as a voter that I should vote for a person with a dislike for own personal responsibilities.

I am tired at people trying to present themselves as pro-Europe only to discover that they then introduce laws working against the ideas of Europe. Resent laws introduced in Denmark seem to address the so-called free movement of labour inside the Union. If I as a Dane move to Sweden and live there for a year, I have to settle for immigration benefits despite having been a full paying taxpayer for my entire life. The same result I suffer if I accept an offer to work for 12 months abroad for my firm – even if these countries are inside the European Union. It was rules, which was necessary to introduce because it became too expensive to be part of an integrated European labour market.

Again we ordinary citizens see that the non-elected elite at the top of the European Union has put the thumbscrews on our local systems forcing Denmark to make things worse for the ordinary citizens. The worst part is that the laws were put in action by a Danish government who claims to be in favour of free European market.

It is the same in other European countries. Laws makes it worse for ordinary people. Laws prevents mobility. What is then the point of the European Union?

I for my part has lost faith in the European Union. I as a Dane would like to be asked the same question you voters in England are allowed to answer. I envy you. I am very sure that the people in the streets of France would like the same or that matter in any other country.

My only fear is that I at some point lose faith in our Danish system. Already now, my local village is no longer democratically controlled locally. It has become a merger between four villages. They have built a large estate so they could centralize the costly administration costing us taxpayers a lot of money. The money came from reducing the costs of schooling, which made 70 percent of the teachers leaving their jobs. It made city administration second-guess diagnoses ignoring reports from hospitals leaving people like me ruined because we had to contribute for the treatment of our children after having paid more than 50 percent in taxes our entire life.

I am close to lose fate in the Danish system also. I guess what Brexit is really about is whether the voters believe what the local political elite state. Everyone in Europe lack faith in the European project. No doubt about that. However, if we suddenly lack faith in both our local political community and the national parliament also, what would then happen?

Et helt andet år end jeg havde forestillet mig

2016 var ligesom lagt an til at blive noget andet end det, som ligger foran mig nu.Men den sjette april blev jeg impliceret i en højresvingsulykke. Den slags sker hver dag og der skal kun en konklusion baseret på ganske få sekunders observation til før at en forkert manøvre udføres og uheldet sker. Den pågældende uge var vigtig for mig. Min søn og løbemakker Christian skulle konfirmeres. Jeg havde besluttet at køre på cykel alle dage uanset vejrlig så jeg kunne tabe mig lidt og passe det fine tøj, som det kan læses af grafen i bunden af dette indlæg havde jeg kørt lidt over halvdelen af distancen til arbejdet da det gik galt.
Uheldet skete lige efter krydset Herlev Hovedgade – Ring 3. Her er en parkeringsplads hvor man for nogle årtier siden vendte færdelsretningen i parkeringsområdet om, så man ikke må køre ind af den første indkørsel. Desværre står skiltet med indkørsel forbudt lidt forskudt i forhold til indkørslen og vinklen på udkørslen indbyder også til indkørsel. Det er naturligvis ikke en undskyldning for bilisten som kørte ind foran mig da jeg var en meter fra udkørslen, men som sagt: Musikken spiller – folk kommer til skade i trafikken for vores samfund skal fungere og så er der en pris at betale. Den pris kommer jeg nu til at betale. Alt det andet må politiet tage sig. De tog rapport og jeg blev kørt på skadestuen.
Jeg fik en del skader. Heldigvis bar jeg hjelm. Jeg slap ikke for hovedskader idet at jeg ramte noget på varevognen. Formentlig sidespejlet og derfor skulle jeg syes med 8 sting i panden. Derudover tog man et røgtenbilledet af mit venstre håndled. Da jeg kom hjem og tog et bad fandt jeg mærker efter slag på hele venstre side af kroppen. I sær venstre arm var pænt pyntet. Jeg har senere opdaget blå mærker på knæ og baglår om jeg ikke bemærkede de første døgn. Efter en halv dag begyndte fingrene på højre hånd at sove.
Man mistænkte mig endvidere for at have fået en hjernerystelse, så jeg måtte beklagelig meddele Talentsoft hvor jeg har fået lov til at tjene siden februar 2015 at jeg ikke måtte arbejde med computer det næste døgn. De har dog gennem hele forløbet vist sig forstående, hvilket jeg er dem dyb taknemlig for.
Fredag startede jeg med at arbejde hjemmefra. Jeg havde dog kun kræfter til at arbejde indtil klokken 2. Kunderne er vigtige for både Talentsoft og undertegnede så drevet af pligtfølelse forsøger jeg at arbejde det jeg kan og som lægerne vil tillade. Allerede næste dag var jeg hos lægen og fik undersøgt min sovende fingre. Weekenden blev passeret og jeg var glad for at familien hjalp os så meget at der blev en konfirmationsfest ud af det for Christian trods alt.
I løbet af ugen stod det dog klart at venstre arm og hånd generede voldsomt. Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne med is og hvile, men den blev ved med at gøre ondt. Jeg fik en forklaring da sygehuset skrev til mig og forklarede at der var et mindre brud et sted. Så fredagen efter tog jeg på sygehuset og her fik jeg gips på. Det lindrede mine smerter en del. Jeg ville nødig ud i noget misbrug af smertestillende midler og jeg havde trods alt forinden spist 3 hovedpinepiller foruden dem som hospitalet gav mig den første dag.
Bliver jeg nogensinde frisk igen? Svaret er at jeg ikke ved det. Min læge har forbudt mig at løbe. Min cykel står stadig hos cykelhandleren og med lidt held bliver min søn den første som kører på den den 30. april hvor han kører Egedal familie Triathlon. Det var et stævne vi begge gennemførte sidste år. I år må jeg stå på sidelinjen.
Jeg starter behandlinger for mine sovende fingre hos fysioterapeuten denne uge, hvor vi skal se på om de ikke skyldes en forværring af det piskesmæld jeg fik i 2008 da en spritbilist kørte ind i en række holdende biler hvori jeg befandt mig i en af dem. Jeg følger stadig de øvelser jeg fik dengang. Jeg vil så gerne igang med at løbe igen, men sålænge lægen siger stop, så er det et stop. Istedet har jeg fået OK til at gå lange ture og det må jeg så igang med. Jeg passer som sagt mit arbejde hjemmefra indtil videre. Næste uge vil jeg forsøge at køre ind til firmaet. Mine kollegaer på Talentsoft har været flinke til at holde kontakt via Skype og email, men jeg savner stemningen på kontoret. Jeg vil gerne tilbage så jeg igen kan cykle til arbejde til arbejde. Det bliver en kamp, som kan vare måneder. Jeg er på ingen måde bitter. Det er en af de små stød som livet giver. Jeg trækker mig ikke i trafikken. Jeg forventer heller ikke at andre gør det. Jeg ved at når jeg forlader mit hjem at den kan blive for sidste gang. Det er jeg afklaret med. For mig som person handler det om at jeg vil tjene min til enhver tid arbejdsgiver på bedste måde. Det er en forpligtelse jeg har. Den vil jeg leve op til uanset om jeg så mister livet i forsøget.

50 år

Så nåede jeg det halve århundrede. I en optimal verden så skulle der være 10 år tilbage inden efterlønnen, men sådan er det desværre ikke mere.

Jeg har haft et rigt liv med børn som er faldet heldigt af stammen og en kone som stadig kan holde mig ud selv efter at have delt bolig med mig i over 20 år.

Jeg har haft en karriere, hvor jeg baseret på min baggrund med delvis fremmed herkomst nåede meget længere end forventet og selv efter at staten via digitaliseringen valgte at lukke et helt fag for at efterlade 25.000 mennesker heriblandt mig med behovet for at finde nyt arbejde, var heldig at finde et godt arbejde, hvor jeg kan få tiden til at gå indtil pensionen formentlig kommer til mig før livet er slut. Jeg er taknemlig for alle de år med gode kollegaer på både tidligere arbejdspladser, men også på min nuværende arbejdsplads.

At nå pensionsalderen bliver ikke helt nemt idet at jeg så skal leve betydelig længere end hvad mandlige medlemmer af familien har præsteret i den tidligere generation. Her tænker jeg på min far og hans brødre, hvor 3 døde som henholdsvis værende 59, 60 og 62 år.

Jeg har også truffet moralske valg som har endt med at koste mig indtil videre 140.000 kroner. Jeg ved at jeg med min etniske baggrund havde en særlig forpligtelse overfor det land, som ladet mig bo her og netop fordi jeg med min etniske baggrund tog et moralsk valg imod de anbefalinger ankestyrelsen skrev til mig jeg skulle have fulgt skal jeg betale regningen.

Det har selvfølgelig gjort at hver dag siden januar 2012 har budt på et smag af bitterhed, en smag af vrede. Noget som jeg så vidt som muligt har forsøgt at undertrykke i forhold til mit arbejde og mine nære. Jeg vil nok aldrig blive i stand til at kaste stemplet som delvis 2. generationsindvandrer af mig. Det har Egedal kommune mindet mig om en gang om måneden.

Jeg håber at den bitterhed jeg har båret på i alle de måneder ikke har sat for store spor og vil sige tak til alle dem som har støttet min familie i den svære tid.

Om der bliver 50 år mere eller om det kun skal blive 10 ved jeg ikke, men jeg tror på at der vil blive nogle lyse stunder – bare en gang imellem. Jeg er taknemlig for den jeg har haft. Minderne vil jeg eje for evigt og dem kan jeg leve på resten af min tid på denne jord.