På en måde var 2017 det år hvor jeg blev 51 år gammel. På en anden måde var 2017 år 1 efter trafikuheldet som på mange måder har begrænset og beriget mit liv. Begrænset rent fysisk, men også beriget fordi jeg nu bruger mere tid på at se bagud i tiden på de ting, jeg har opnået og som jeg kan være stolt af. Mine børn er godt på vej og selvom de vokser op i et andet årtusinde, hvor de erfaringer vi havde fra de 5 mørke år (under Anker Jørgensen) og de glade 80’ere, som lukkede ned med kartoffelkuren, ikke rigtig tæller. Vi lever i en tid hvor en hel branche mere eller mindre kan forsvinde på ganske få år og hvor vi nogle gange er bedre orienteret om det der sker på den anden side af kloden end hvad der sker et par gader væk. Mine børn ser dog ud til at kunne begå sig i deres samtid og det er jeg stolt af.
Vi havde som familie gode stunder i 2017. Jeg var ude og løbe med begge børnene. Det eneste triste er at den grå farve de kastede over os til Color-run ikke kunne vaskes ud af håret. Det var dog et godt bytte for gode dage hvor jeg sammen med børnene havde gode dage. Zombie-løbet blev en våd omgang hvor vandet på stierne til tider gik over løbeskoene, men vi kom igennem. Her i december valgte jeg at teste min fysiske formåen og det blev til 125 kilometers løbetræning. Afhængig af hvor presset min søns eksamenstid bliver 2018 måske det år, hvor vi kan løbe 5 kilometer på 25 minutter. Jeg vil mene at det er muligt omkring August, hvis jeg kan holde mig skadesfri og min søn får tiden på trods af udfordringerne i skolen. På trods af vejret så nåede jeg sammen med min kone at nyde vores overdækkede terrasse hele sommeren. De få solnedgange i godt selskab og med kaffe og te på bordet, er næsten ubetalelige.
2018 ser ud til at blive det første år siden 2012 hvor jeg kan få lov til at satse karrieremæssigt uden at skulle betale mere eller mindre alt hvad jeg kan få ekstra ud af min indsats til den lokale kommune. 1/7 – 2018 er jeg fri til at tage chancer i livet. Fri til at prøve at få bare nogle af de 168.000 kroner som jeg har tabt siden 2012 tilbage, som jeg har betalt over årene. Det bliver en stor byrde at få fjernet. Ikke en uge er gået i de mange år uden at dette emne har været op og vende til stor sorg og tristhed i vores hjem. Ankesagen er ikke engang slut endnu. Den ligger hos kommunen for 7’ende gang efter at de har fået at vide, at den bare ikke har været velbegrundet. Efter den 1/7 skal jeg ikke længere betale, men det betyder ikke at sagen er slut. Jeg vil prøve at finde tiden til at holde sagen i kog og beskæftige nogle embedsfolk.
Min anden fritidsfornøjelse – driften af en wiki database, som registrerer hændelser i over 30 lande medførte i 2017 at nogle kom i fængsel i omend meget lang tid. Det er naturligvis ikke min fortjeneste alene. Min opgave er bare at konstatere når der er system i forskellige hændelser, så andre kan bruge disse informationer i samarbejde med lokale myndigheder. Der falder dom i endnu en sag tidligt i 2018 og resultatet afventes med spænding af mange. Vi lever i et smørhul i Danmark og jeg ønsker med driften af databasen at andre får lov til at leve som jeg har levet, da jeg var ung. Det ser ud til at gå i den rigtige retning.
2018 er således mulighedernes år – især professionelt, men også privat. Jeg ser især frem til at vi kan nyde en weekend på et hotel, som min kone har gavekort til.
Jeg vil slutte af med at takke dem som har delt 2017 med mig og ønske at I også får et spændende år.
