Kategoriarkiv: Oplevelser

Hvordan forklarer man hvad man har arbejdet med i 28 år – Del 3

Da jeg gik ind af døren til Formula vidste jeg ikke at jeg ville tilbringe hvad der indtil nu har været størstedelen af mit arbejdsliv i dette firma.

Og det føles ikke som om der er gået 17 år. Faktum er at vi har haft rigtig travlt. Vi har arbejdet med utrolig mange teknologier.

Først og fremmest mødte jeg ind til et møde med Windows’ server familie. Dengang var det Windows NT 4.0 som var det hotte. På klientsiden var det Windows 95 og Windows 98. Som noget eksperimentelt var der noget som hed tynde klienter.

Formula havde 3 IT-systemer, hvor to af dem var nogle Unix-baserede systemer med terminal-protokoller på PC’erne. Det var noget som jeg havde arbejdet lidt med i min tid ude i Høje Taastrup hvor vi leverede til kommunerne, der anvendte disse protokoller til kommunikation med KommuneData’s systemer.

Min første opgave var at få selskaberne over i XAL. Vi havde 3 IT-systemer – alle med XAL. Programmeringen blev foretaget af en leverandør med base i det centrale Jylland. Desværre skete der det beklagelige af leverandøren ikke kunne holde på sine ansatte. Pludselig kom der ingen tilretninger fra leverandøren. Heldigvis fik jeg god sparring af mine kollegaer som var faglig dygtige på deres felt og vi kunne samme tilrette systemet så det kunne fungere uden at projektet blev forsinket.

Formula’s kontor på Sjælland lå på Walgerholm i Værløse. Vi havde to bygninger og vi gravede en fiber ned mellem de to bygninger. Vi ejede også Jysk Blanket i Aalborg. På daværende tidspunkt var bredbåndslinjer i Danmark dyre, så der blev etableret en ISDN-forbindelse mellem to routere til formålet.

Email var ikke udbredt. Det kom omkring årtusindeskiftet. Den første Exchange Server jeg satte op var baseret på Exchange 5.5. Nogle år senere opdaterede jeg den til Exchange 2003 ved at bruge Eseutil til import/export af konti.

XAL versionen var 2.60. Den var kendetegnet ved at have en dansk kerne med danske kartoteksnavne. Vi anvendte version 2.60 indtil 2003.

I 1999 opkøbte Formula koncernen trykkeriet i Vivild, samt nogle salgsselskaber på Sjælland. Vi etablerede ISDN-forbindelse til Vivild. Der var slet ikke nogle bredbåndslinjer i Vivild på det tidspunkt. Nærmeste by med bredbåndsforbindelse var Auning og da vi for at få bredbånd skulle betale for trækningen af 8 kilometer kabel, blev det ISDN-teknologien som bar kommunikationen.

I 2003 blev version 3.5 af XAL sat i drift. Forinden havde Formula koncernen købt trykkeriet Interprint som lå ude i den sydlige del af Hvidovre. Her blev en XAL version 3.1 sat i drift. Jeg måtte hjælpe med at konvertere fra C4 og et system baseret på Dbase som ellers var noget jeg ikke havde set siden 80’rne.

I 80’erne blev jeg kontaktet af Postvæsenet. Man havde valgt at satse på Framework, som var en kontorpakke som Microsoft Office er i dag. Jeg havde flere besøg hvor jeg sammen med en medarbejder fra postvæsenet satte tidsmålingssystemer op. Det var i den forbindelse jeg lærte softwarehuset Ashton-Tate at kende. I år 2001 var det dog ikke så mange der arbejdede med Dbase, så det var godt at jeg kunne huske hvad man gjorde.

Desværre havde vi ikke Interprint så længe. 11. september kom i vejen. Der blev trykt en del materiale til forskellige flyselskaber og da de valgte at skære ned, så blev aktiviteterne i Interprint lukket ned og produktionen fusioneret ind i Vivild.

De senere år har EDI-området fået stadig større fokus. Vores XAL 3.5 var ikke bygget til OIOXML, som den første udgave af statens sprog blev kaldt, så jeg byggede simpelthen et script fra bunden af som blev lavet til både XAL og C5.

Senere da vi gik over til C5 var der i det program support for OIOUBL. Dog var der stadig brug for justering da staten opdaterede deres standard og der periodisk var krav om at tilpasse vores system til de justerede krav.

De seneste år har ikke været sjove. Epost og den øvrige digitalisering af den offentlige sektor har fået den betydning at mange breve og kuverter ikke bliver sendt og trykt længere. Stigende porto priser har tvunget den private sektor til at udgive kontoudtog og andre notifikationer til deres kunder som PDF-filer via downloading fra hjemmesider eller via Email.

Vi har som Formulanter hvilket vi ansatte i Formula kalder os selv stået sammen. Vi har kæmpet hårdt og er mødt op hver dag glade for at møde dagens udfordringer, men Formula bliver frem over et ejendomsselskab, så det er blevet min tid til at finde nye udfordringer, da jeg har det bedst i handels- og produktionsorganisationer, så vi skilles som venner. Jeg vil aldrig være bitter over min tid i Formula. Det har været 17 forrygende år.

De 17 gode år har dog haft en pris. For omverdenen har jeg så at sige været forsvundet. Da jeg var konsulent så kendte jeg mange mennesker på de ledende poster. For mange vedkomne er de gået på pension eller bestrider andre poster end dem som jeg kendte.

Jeg har haft et godt samarbejde med mine leverandører, men da jeg gerne vil arbejde på kundesiden, så ligger den store udfordring at opbygge kendskab til mine beskedne evner her. Jeg har derfor besluttet mig at bruge Internettet til at fortælle hvad jeg har arbejdet med.

I de næste blog-indlæg vil jeg forsøge at rise op, hvilke teknologier jeg har mødt med konkrete eksempler.

Hvordan forklarer man hvad man har arbejdet med i 28 år – Del 2

Den første Concorde XAL installation jeg satte op var i en plast virksomhed i Jyllinge. Programmet åbnede for en række nye muligheder for at tilbyde kunderne løsninger som lå tættere på deres behov end løsninger baseret på ældre systemer muliggjorde.

Men det tog nogle år før at XAL blev modnet. I mellemtiden skiftede jeg arbejde. En landsdækkende kæde af Computerbutikker havde haft noget svindel i en af deres afdelinger i min fødeby Næstved. Jeg tog dette arbejde og selvom det var udfordrende så var det også klart at kæden på grund af kapitalbehov var under kraftigt pres så den afdeling jeg fik rekonstrueret ikke var sikret overlevelse i længden. Paradokset var at København lå for tæt på. Kunderne kørte gerne til København for at spare 500 kroner og få en dag ud af det. Samtidig havde butikken ikke mulighed for at køre ud til kunderne så der kunne tilbydes konsulenttimer. Da avancen på IT-artikler var faldende var den type forretning ikke et bærende koncept.

Jeg kom derfor tilbage til København i 1993 hvor jeg igen blev IT-konsulent med økonomi-programmer som mit speciale. Der var dog stadig en del arbejde med opsætning af netværk baseret på Novell’s operativ system. Vi servicerede blandt andet en større installation hos Investor Partner ved Rådhuspladsen. Jeg havde også min gang i Vejdirektoratet og på partikontorene i Folketinget hvor der var medlemsdatabaser som skulle holdes opdateret. I den ejendom hvor vi boede til leje lå også et større revisionsfirma. Vi etablerede et netværk med næsten 70 arbejdspladser på 14 dage.

Det var på den tid at hjemmeservicefirmaerne voksede sig store. En af vores løn-installationer talte over 1.000 medarbejderkort.

Det var en spændende tid og det blev ikke mindre spændende da lillebroderen til XAL – C5 – blev lanceret. Der var en del børnesygdomme som skulle klares før det blev bredt ud til et større antal kunder.

På grund af mit brede kendskab til ældre økonomi-programmer var ofte undertegnede som blev sat til at dokumentere, programmere og afvikle konverteringer af oplysninger fra de ældre programmer til XAL og C5. Det blev en slags speciale som jeg fik gavn af i mit senere virke.

I 1996 kom jeg for første gang på Internettet. Jeg fik lavet min hjemmeside og alt sammen foregik via et modem på 9600 baud og en analog forbindelse. Windows versionen var 3.11 og det var stadig en DOS version som gjorde alt arbejdet under den fine Windows overflade.

Det var også i 1996 at vi fik et projekt som fik betydning for mit arbejdsliv. Vi skulle opdatere ordre- og finanssystemet hos W.J. Christensen. Det var faktisk en kopi af den installation jeg havde lavet 5 år tidligere hos Børge Andersen som skulle laves fra bunden af i XAL. I XAL lå der godt nok et modul til materiale og produktionsstyring, men grafisk produktion er en kompliceret affære og især beregning af tid og forbrug på rotationsmaskiner. Heldigvis havde vi en god dialog i projektgruppen og i november 1996 var systemet kørende.

Ejerkredsen af W.J. Christensen talte på det tidspunkt også Formula A/S og de fandt interesse i mit arbejde. I 1997 skiftede jeg side af bordet til Formula hvor jeg har været lige siden. Jeg blev IT-chef.

Hvordan forklarer man hvad man har arbejdet med i 28 år – Del 1

Jeg startede fuldtids i IT-branchen i 1986.

De første mange år var mit primære arbejdsområde PC-installationer. Når vi taler som styresystemer startede jeg med MS-DOS 2.11. Frem til 1993 var MS-DOS det styresystem jeg fokuserede på, men jeg kom også i berøring med CP/M og MP/M som var flerbrugerudgaven af CP/M.

Omkring 1990 begyndte jeg at arbejde med “små” netværk. Typisk var der tale om installationer på omkring 10 brugere. Det primære system var Novell. Vi brugte dengang Coax-kabler med terminatorer i begge ender. Det var et følsomt system. Den største installation jeg var med til at starte op fra bunden af var en 100- brugers løsning hos Børge Andersen, der var et stort trykkeri ude i Brøndby. Men jeg kan også nævne installationer hos Fremad Rejser, samt Aktieselskabet Sorenco i Rødovre. Det var også i forbindelse med mit arbejde at jeg kom ind i fængslet i Herstedvester. Jeg kom dog ud samme dag, da mit ærinde var en leverance af maskiner til fængslets skolestue.

Selvom der var meget fokus på opsætning helt fra bunden af hvor der blev opsat matrix-printere i de mange år hvor at blækprintere ikke havde nogen særlig udbredelse og laserprintere var meget dyre, så blev jeg langsomt men sikkert specialist i opsætning af økonomi-programmer.

Jeg har arbejdet med HERA-soft, PC-PLUS og Danmax som var enkeltbruger-systemer. Senere var det Concorde. Som konsulent satte jeg en del Concorde systemer op sammen med DSI-SYSTEM. Faktisk var ordremodtagelsessystemet hos ovennævnte Børge Andersen programmeret i DSI-SYSTEM og dette system fodrede så at sige Concorde med oplysninger til fakturering.

Maskinerne blev hurtigere. De første PC-installationer havde en harddisk på 20 Mb (ca. 0,02 Gb) og der var et loft for arbejdslageret i Computeren på 640 Kb (Ca. 0,0006 Gb). Det virker underligt idag, men det var ikke desto mindre en rigelig kapacitet sidst i 80’erne. Da jeg stoppede på min første fuldtids IT-arbejdsplads var man kommet til maskiner med 80386 processorer og maskiner med 80 Mb harddisk. MS-DOS versionen var kommet til version 5.

Jeg arbejdede længe hver dag. Ofte mødte jeg klokken 8 og gik klokken 8. Da jeg på det tidspunkt var bosiddende i Næstved, så blev det ofte kun til et hurtigt måltid før sengetid. Det var den fritid jeg havde på hverdage. For at kunne holde til det begyndte jeg at motionere en del og det blev til nogle Marathonløb og en enkelt jernmand.

Og det var vigtigt at holde sig i form. Jeg mistede to kollegaer i perioden fra 1986 til 1993. To andre endte på sygehus og måtte sige op. Vi var 10 medarbejdere og havde et fantastisk sammenhold, men ændrede ikke på det faktum at vi alle var unge og var villige til at præstere ekstra måske uden at lytte til kroppens signaler. Jeg fik ihvertfald noget med fra min Marathon og jernmandstræning som lærte mig vigtigheden af at holde sig i form. En lektion som jeg her på et senere stadie i livet har gjort anvendelse af igen.

Det var også i starten af 90’erne at blæk-printerne begyndte at komme til. Laserprinterne faldt også til priser hvor private og mindre virksomheder kunne være med.

Samtidig blev et nyt økonomi-system som kom til at definere mit liv mange år efter til verden: Damgaard Data som det hed dengang lancerede Concorde XAL. Jeg blev autoriseret i version 0,8. Dvs. jeg kendte til programmet inden at det blev lanceret offentligt.