Kategoriarkiv: IT-programmering

MIKADOS

Da jeg startede på handelsskolen i 1983 havde jeg ingen IT-erfaring. På Folkeskolen havde jeg en kammerat der rodede med en ZX-81. Jeg havde været hjemme hos ham, men havde aldrig kodet et program.

Jeg fandt hurtigt ud af at her var en niche hvor jeg kunne noget specielt. Jeg lavede en del programmer på maskinerne i Comal 80, som var en udvidet Basic version med elementer fra Pascal. Blandt andet et primitiv skydespil, hvor jeg legede med en tilfældighedsgenerator. En anden lille ting var en simulator af skolens tekstbehandlingssystem. Jeg glemte at slukke programmet en dag og det drillede lidt, da nogle skulle skrive tekster.

Det havde dog sine begrænsninger idet at der ikke var grafikmuligheder på de grønne terminaler. Skydespillet var bogstav som bevægede sig vandret ind fra højre mod venstre og man kunne så trykke på ESC det øjeblik man mente at man havde regnet ud hvor hurtigt bogstavet bevægende sig hen over skærmen. Missilet var et andet bogstav som bevægede sig op fra bunden af skærmen.

Meget primitivt, men vi taler om en tid hvor Commodore 64 dårligt var kommet til Danmark. Hvor ZX-Spectrum som bla. blev solgt fra Dysted Data (som iøvrigt stadig eksisterer) i Næstved heller ikke var hvermandseje.

Computeren på Næstved Handelsskole var en SPC/1 fra Dansk Data Elektronik. Operativ systemet hed MIKADOS. Det var en flerbruger udgave af det udbredte 8 bits CP/M system. Styresystemet var Mikados. Senere anskaffede handelsskolen i Næstved en Supermax maskine baseret på en variant af Unix.

Jeg husker at jeg mange år senere læste at Dansk Data Elektronik var hoppet på DOT.COM bølgen og de døde som følge deraf. Ehuset som de hed den sidste tid blev lukket ned på en lidt kedelig måde som fik et retsligt efterspil.

Jeg skylder en stor del af min nuværende karriere de inspirerende mennesker, der arbejdede på Næstved dengang. Jeg ville nok aldrig have været i IT-branchen, hvis det ikke havde været for Dem.

Lidt om fremtiden

Her den 1. oktober arbejder jeg som freelance konsulent. Mit fokus-område vil være på opgaver med ERP-systemerne Microsoft Dynamics C5, XAL og NAV.

Jeg har arbejdet med XAL siden 1991 og C5 siden 1995. Her i august vil læserne af min blog se at jeg også er igang med Navision. Navision har vi dog også haft i Formula på fabrikken i Vivild.

Det er et område i forandring. Hvad skal kunderne gøre? Mange har kørt på XAL og C5 i lang tid. De har fået lavet en masse tilretninger. Microsoft har valgt at udsætte dem for et teknologi-skift. Man kan debattere om tidspunktet var velvalgt, men nu er det sket.

Skal kunderne så blive hængende på den gamle teknologi, eller skal de skifte til den nye teknologi?

Det kommer meget an på om de er parate til at sætte de ressourcer af, som et teknologi-skift kræver.

Et moderne ERP-system “taler” med mange andre systemer. Der er elektronisk fakturering. Der er banking-området. Der er import fra og eksport til web-løsninger. Ja, jeg var endda ude hos Kvalit Solutions i Ølstykke og se en webshop løsning, som var direkte forbundet med C5. Det stiller store krav til kunderne, hvis de har fået lavet en masse tilretninger til deres gamle C5.

Jeg vil ikke kunne give et generelt råd. Der vil være kunder hvor det vil være smart at tage en tænkepause. Den tænkepause vil være at opdatere alt til C5 2012 og anvende det system i de næste par år alt imens de samler både data, samt kræfter til et teknologi-skift.

Der vil være kunder, hvor at et teknologiskift ligger lige for, men så skal de være parate til at se dybt på deres forretningsgange. NAV 2013 alias C5 2014 er et smart system. Det er et udviklet system som rummer rigtig mange af de faciliteter som man lavede til de gamle systemer som tilretninger. Det vil være lidt trist at købe en tilretning blot for at opdage at den facilitet allerede eksisterede i standard-programmet.

Men man skal også være klar over at nok har NAV de pågældende faciliteter, men de ligger ikke altid placeret logisk på samme måde som de gamle tilretninger eller fungerer helt på samme måde. Det er derfor at man skal være parat til at se på sin forretningsgange.

Det arbejde vil jeg gerne yde mit beskedne bidrag til og er man interesseret i at få lidt sparring med en efterhånden gammel dreng, der i samarbejde med direktionen hos Formula og tidligere ude i andre firmaer har prøvet lidt af hvert, så kan jeg kontaktes via telefonnumrene på denne hjemmeside.

Jeg har desuden lavet en lille video. Ja, det er måske ikke den mest popsmarte video, der er produceret, men jeg håber at den fortæller hvad jeg står for: Sikkerhed og stabilitet baseret på struktur, samt viden.

WordPress

Min hjemmeside er opbygget ved hjælp af WordPress, som er et content management system (CMS). Det er nemt at publicere sider i. Da jeg lavede min første hjemmeside var med brug af FrontPage. Der kom nogle html-sider ud af det, men der var meget kode som ikke var nødvendigt og jeg fandt ofte mig selv optaget af at rette siderne til i Notepad.

Ja, så jeg kender til html-syntax. Når jeg skriver tekst her på bloggen står min WordPress indstillet til at vise tekst i rå kode fremfor som visuel, da jeg helst undgår at slette overflødige formateringskoder. I stedet går jeg ind i WordPress’s CSS-opsætning, hvor jeg tilretter størrelser samt fonte vedr. skrifttyper.

Jeg vil ikke betegne mig selv som en WordPress haj. Har Deres virksomhed brug for en hjemmeside opbygget på basis af en WordPress-installation vil jeg anbefale at de søger en professional grafiker med viden om hvordan det grafiske indtryk på hjemmesiden skal se ud. Man kan lave rigtig meget i WordPress og jeg vil sige at man skal op i en vis kompleksitet på sin hjemmeside før det kan betale sig at se på de noget større CMS-systemer som også eksisterer på markedet, hvor nogle koster en ganske pæn sum at installere og drive.

Når hjemmesiden er designet og marketingsafdelingen har besluttet hvad der skal stå på den, så kommer næste skridt:

Søgemaskine optimering!

For De vil gerne have at siden skal findes. Der findes forskellige trick til at få en side rangeret højt. Nogle pæne og andre mindre pæne. Jeg har en del erfaring på dette område.

For nogle år siden kontaktede en menneskerettighedsorganisation som forkortes DPoC mig for at få lavet en form for Whistleblower system for anbragte unge i en række lande – herunder Danmark. Jeg har ikke selv skrevet så meget som et ord på deres sider, men har alene holdt mig til at rådgive om hvordan de får opmærksomhed omkring siderne – både ved at optimere siderne selv i forhold til søgemaskiner, men også at få de frivillige til at lave egne blogs og websider som via en logaritme bygget på links fik siderne til at rangere højt på forskellige søgemaskiner.

Et år efter arbejdet begyndte der at dukke nogle artikler op i medierne og udsendelsesrækker som Operation X samt Søndagsmagasinet som direkte resultater af disse blogs, hvilket jeg ved da jeg valgte søgeord til blog-indlæggene, som jeg fik til gennemsyn inden publicering.

Senest har staten indført deres egen Whistleblower ordning for ansatte på opholdssteder og de anbragte børn. Der mangler en del regulering vedr. plejefamilier, hvis det står til mig. De bør i højere grad pålægges indberetningspligt end det er tilfældet i da hvor de slipper meget let over det i forhold til opholdssteder. Men det er politik og jeg har valgt at fokusere på programmering og søgemaskine optimering.

Alligevel har det været interessant at sætte en udvikling i gang som har fået positiv betydning for en række mennesker.

Læs mere her: