Et år mere er gået. 2016 vil jeg huske for 5 ting:
- Min søn blev konfirmeret.
- Jeg fyldte 50.
- Min datter fyldte 18.
- Jeg fik bygget den træ-terrasse som gav vores udendørs liv en hel ny dimension.
- Jeg overlevede et trafikuheld som for altid har ændret mit liv.
Uheldet skete 6. april. Jeg har arbejdet for at genopbygge min fysik lige siden. Jeg har måske opnået at kunne yde 70 procent af hvad jeg kunne før. Jeg måtte erkende at skulle vores kunder holdes skadesløse så måtte andre tager sig at de nye moduler. Jeg har det fint med den beslutning og er glad for at Talentsoft stadig valgte at holde fast i mig, selvom jeg så ikke er en del af teamet omkring de produktgrupper som vokser hurtigst. Jeg er meget taknemligt for at få lov til at tjene hos dem.
Der går ikke en dag hvor jeg ikke mærker smerterne i nakke, lænd suppleret med periodisk hovedpine. En tand gik i stykker i overmunden i den side hvor jeg blev ramt hårdest nogle måneder efter. Måske kan Tandlægehøjskolen redde tanden, måske ikke. Fremtiden vil vise det.
Aldrig har jeg følt så lang en vej til pensionen som dette år. Det virker uoverskuelig at arbejde 15-17 år mere, når kroppen ganske enkelt ikke er med mere som man gerne ville. December er den første måned hvor jeg kan se at jeg er tilbage på normal træningsmængde om end alle tider er 10-15 procent langsommere.
Men som sagt kunne vi indvie vores nye terrasse. Jeg håber at 2017 vil give os mulighed for at nyde at kunne slappe af i havesofaen.
Min datter startede på Handelsskolen og scorer topkarakter. Hun er blevet optaget på Akademiet for Talentfulde unge som supplement til sin uddannelse. Det er sket med hårdt arbejde. Ikke en eneste fridag har kun tilladt sig. Søndag morgen sidder hun også med sine lektier. Når man tænker på at hendes egentlige mål i livet er at lave kunst hun ville kunne leve af, er det bemærkelsesværdigt at hun viser at hun kan blande sig i toppen i både sproglige og matematiske fag.
Min søn er på sin 13’ende matematik lærer og han er kun nået til 8’ende klasse. Alligevel ligger han nu i midten, når vi taler om karakterne. Det er svært at åbne champagnepropperne når han scorer 10 eller 12 i engelsk for han gør det hele tiden. Kun tysk bekymrer os. Han er nød til at bestå faget for at komme ind på den videregående uddannelse han vil ind på. På grund af skolens afsidesliggende beliggenhed og problemer med at skaffe lærere, blev hans introforløb til dette fag noget alternativt. Samtidig tynges han af lektiemængden, hvilket er lidt af et paradoks idet den nye skolereform skulle sikre færre lektier. Faktum er at det modsatte er sket. Der er flere lektier!
Det lyder som om at børnene er godt på vej og rent fagligt er det også rigtig. Desværre har de rådgivere omkring sig der er godt på vej til at sende dem direkte i ”Luksusfælden”. I min optik og den måde som jeg har levet mit liv på, låner man ikke til sin uddannelse. Man arbejder med det man har og så definerer ens sociale baggrund samt økonomien ens muligheder her i livet. Da jeg ikke er 100 procent etnisk dansker har vi som familie siden januar 2012 levet under et forfærdeligt økonomisk pres, hvilket nu truer børnenes fremtid. 2017 kan betyde knald eller fald. Skal min søn bruge et år ekstra på et 10. klasses center fordi nogle mener at han skal have 2-3 timers transport til Folkeskolen hver dag? Skal min datter stoppe på trods af de gode resultater og arbejde 2-3 år i supermarkeder inden hun gør et nyt forsøg på at tage en uddannelse?
Vi håber så meget, men fakta og virkelighed trænger sig på.
Vi lever stadig og får mad på bordet hver dag. Det er mere end mange andre her i Danmark får. Så måske skulle vi stadig være taknemlige selvom det værste scenarie omkring børnenes fremtid skulle blive opfyldt?
For ser vi ud over Danmark så lever vi i en hård tid. Naturen viser sin ubarmhjertighed når folks huse oversvømmes flere gange. Verdenshavene stiger, men at smide atombomber for at lede vandet ind i Sahara vil være for voldsomt. Et eller andet sted skal det dog hen. Vi kan bygge diger alt det vi har lyst til og jeg synes at vi skal komme i gang da politisk stabilitet syd for Middelhavet kan have lange udsigter og politisk stabilitet er en forudsætning for en ny indsø på størrelse med Europa i Sahara området.
Udover oversvømmelser og monsterregn, har vi hjemløse om aldrig før. En stadig større andel af landets befolkning er slet ikke med i kapløbet om at få arbejde. Det arbejde som findes, flyttes i stilhed til udlandet takket være den teknologi, som brugen af Internettet åbner. Et er når vi i Talentsoft laver software til et område som ingen har lavet før. Noget andet er når en ordrebehandling og bogføring pludselig laves i et andet land. Vi har en tendens til at fokusere på når store manuelle arbejdspladser flyttes – måske fordi den type arbejdspladser ikke genetableres og de folk som har arbejde der kun vanskelig kan finde tilsvarende arbejde, men langt flere administrative arbejdspladser flyttes ud af landet. Selv højt specialiseret arbejde flyttes ud.
Man kan ikke straffe folk i arbejde, hvilket den nuværende regering synes at mene. Jeg cykler ofte 36-37 km til arbejde – hver vej. Uanset om kontanthjælpen skæres ned til en krone om måneden, så kan langt størstedelen af de arbejdsløse slet ikke udføre mit arbejde med mine præmisser. Min arbejdsplads ligger i centrum af København. Jeg har ikke råd til at bo derinde. Udgifterne til offentlig transport kombineret med et stadig faldende transportfradrag vil æde udbyttet af arbejdet op. Bilkørsel til firmaet vil medføre at man skal have sovepose med for ofte er trafikken så tæt at man lige så godt kan sove i bilen fremfor at køre hjem, for slet ikke at tale om hvor meget benzin der skal til. Alternativet er cyklen. Jeg siger ikke at det er sjovt i vinterkulde. 2 timer hver vej kan det godt tage. Jeg nyder godt af at jeg gennem 20 år med motionscykling har en beholdning af tøj til stort set hvilket som helst vejrlig. Når vi kommer under minus 20 grader bliver det dog svært. Heldigvis har vi nydt godt af milde vintre.
Jeg frygter for det Danmark vi er ved at skabe. Fortidens erfaringer burde vise os at når landets elite lever et liv for langt fra de forhold almindelige danskere lever under, så skabes der grobund for bevægelser som kan underminere demokratiet. Mange har i 2016 betragtet Brexit og valget af Trump som en forfærdelig ting. Jeg siger. Tak fordi nogle oppe fra sender os en advarsel i forhold til hvor slemt det kan gå. Vi se på hvor slemt det gik i 30’erne da der sidst fandtes en stor andel af befolkningen som ikke nød godt af samfundets goder. Vi må sørge for at de mange som går ledig rundt får noget at lave. Som jeg ser det er den eneste løsning offentlig beskæftigelse og kræver det at vi frigør os fra EU, må det til. Alternativet er større splid i samfundet og måske til sidst væbnet konflikt.
Der er rigtig mange opgaver som kan og skal løses. Opret lavtlønnede stillinger som folk KAN søge og ikke SKAL søge. Vi kunne oprette et grænsekorps der som eneste opgave er at gå langs grænsen til Tyskland med mobiltelefon og kamera, så folk ikke kan smugles over uden at blive opdaget. Vi kan udvikle nye Standard-flex moduler til vores fregatter og permanent have et redningsskib / territorial forsvars skib i Middelhavet med en besætning af ældre tidligere arbejdsløse mennesker som vil gøre en forskel ved dels at redde dem som sejler rundt derude, men også efterforske dem som sætter denne menneske vandring i system.
2017 bliver som beskrevet ovenover vigtigt for både mit liv, men også for Danmark som nation. Jeg ved ikke om jeg i længden kan blive ved med at byde Talentsoft at jeg ikke kan yde 100 procent som da jeg fik lov at tjene hos dem. Jeg vender tit dette med min samvittighed. På et eller andet tidspunkt kommer der en konklusion alt efter hvordan min helbredssituation udvikler sig.
Min børns fremtid er ude af mine hænder. Nogle har sat noget i værk som de bare må gøre færdig. Ellers er der kun tilbage at konkludere at de har ført mine børn ud i ulykke. Hvis det ulykkeligvis skulle ske, må jeg på igen, så vi kan fokusere på at redde stumperne og erkende at nogle år af deres liv har været spildt.
Måske bliver 2017 året hvor vi som samfund erkender at pisk ikke bidrager til noget godt og vi må opfinde nye opgaver, så bander – radikaliserede grupper – populistiske personligheder – ikke trækker dem væk fra demokratiet og en almindelig fredelig dagligdag, som vi inderst inde alle ønsker os.
Jeg ved ikke hvilken retning tingene vil gå. Aldrig har det været mere deprimerende at tænke over fremtiden. 2016 har så sandelig været et vanskeligt år.