Idag er der Folketingsvalg

Jeg er lidt bekymret. Bekymret fordi et parti aktivt har meldt ud at de vil gå efter Folkepension og SU.

Jeg regner ikke så meget med at få brug for Folkepensionen. Der er tegn på at jeg nok lige kan spise af min opsparing, som jeg har lagt til side i samarbejde med bank og pensionsselskab før at der kommer en slut dato, men først skal jeg nå pensionsalderen og der er en lang vej foran mig.

Jeg er mere bekymret for besparelser på SU. Min søn studerer til Ingeniør. Han har valgt en linje i tillid til vores nuværende SU-system, hvor man ikke kan stå af efter 3 år og blive diplomingeniør. Det er 5 år eller ingenting!

Jeg er lidt træt af reformer. Min søn havde mere end 13 lærere i matematik. På Stengårdsskolen i Ølstykke fandt de fleste skift sted. Nogle år var der måske 2 læreskift. Folkeskolereformen er selvfølgelig en del af årsagen, men ikke den hele. Andre skoler i landet klarede sig med færre lærerskift. Der var bare noget galt med Stengårdsskolen. Kort at sige så startede han sin tid på HTX studiet med huller i pensum som udgjorde en trussel mod hans fremtidsplaner.

Jeg har ledt i mit arkiv. Jeg tog en samtale med min søn på det første på HTX. Jeg spurgte ham om han virkelig ville det. Det ville han. Så fandt jeg penge – nærmere 13.494 kroner til MentorDanmark. Hele det første år imens han studerede på HTX sad han 2 timer om mandagen efter skole sammen med sin mentor og i løbet af det år gik han fra at ligge i bunden til at ligge et stykke over midten.

Det kom med en pris. Han måtte opgive sit fritidsarbejde. I forvejen måtte han opgive af få musikundervisning, fordi vi havde noget sygdom i familien, som kommunen synes at vi skulle betale for. Men han lærte at spille på guitar alligevel. Ved studere online! For min søn kan når han vil.

Men hans CV ser tyndt ud for netop som han havde fået lært matematikken kom vi til pandemien. Nu var han for gammel til at få arbejde i et supermarked. I Danmark har man groft sagt kun cheferne, folk på støtteordninger og unge under 18 år til at arbejde i supermarkeder på grund af omkostningsniveauet.

På grund af pandemien var spisesteder og diskoteker lukket. Så sabbat året som blev brugt på matematik-kursus bød ikke på så meget arbejde udover lidt tjenerarbejde ved private konfirmationer. Gode råd var dyre for det koster at flytte til en anden landsdel. Igen var vi så heldige at vi gennem nogle år havde lagt penge til side til en børneopsparing der udbetales næste år, så han har lånt penge af mig mod at jeg får hans børneopsparing.

Nu bor han så på Fyn. Det er svært at få arbejde derovre. I provinsen kan man ikke lide “smarte” Københavnere. Man vil hellere ansætte sine egne. Det kan jeg fuldt ud relatere til.

For 25 år siden flyttede jeg fra Sydsjælland til Ølstykke. Jeg er stadig fremmed. Jeg har en social omgangskreds som er min familie og mit arbejde. Ølstykke er en pendlerby hvor befolkningen forlader byen om dagen for at køre ind til København.

Jeg klager ikke for jeg har mit arbejde og min familie. Hvis jeg overlever til jeg trækker mig tilbage, er det ikke sikkert at jeg fortsætter med at bo i Ølstykke. Måske vil jeg finde et sted ude på landet hvor jeg kan dukke hovedet den sidste tid.

Men jeg bekymrer mig hvis SU forsvinder for unge der skal studere 5 år istedet for 3, hvor så bliver det rigtig dyrt at afdrage 2 års forbrug. Hvorfor skal vi ødelægge den eneste sociale ydelse, som rummer et element af gevinst for samfundet? SU er en investering? Som alle investeringer er der en risiko for tab, men bestemt også gevinst. En gevinst som jeg ikke mener at vi kan undvære.

Jeg spørger bare hvorfor. Hvem kan give mig svaret?

Så blev jeg opdateret lidt på IT-sikkerhed

Jeg tog en eftermiddag ud af kalenderen og gennemførte alle de sikkerhedskurser som Cegid, der købte Talentsoft har bedt sine medarbejdere om at gennemføre.

I disse svære tider hvor min kost er blevet suppleret med grønt fra ukrudtplanter som f.eks. mælkebøtter og skvalderkål på grund af krigen, pandemien og så meget andet, så er det vigtigt at man i det mindste har styr på IT-sikkerhed.

Diplomerne siger ikke meget, men vi skal hele tiden gøre os dygtigere på det område. Ikke fordi jeg i forvejen ikke havde fokus på det givet naturen af mit arbejde, men man lærer nyt når man mindst venter det og især hvis man opsøger den viden, der findes om det.

Ironman – august 1991

Denne tekst skrev jeg på en ældre computer kort tid efter stævnet i 1991. Jeg kan læse at den analyse, jeg foretog nok var god, men forskellige begivenheder i mit liv gjorde at det blev min eneste Ironman konkurrence.


Her følger en kort historie om min deltagelse i en Ironman. Min forberedelse foregik i forårs- og sommermånederne med cykelture rundt omkring Næstved. I året op til konkurrencen deltog jeg i tre stævner, hvoraf det ene var på den halve distance. Ud fra de erfaringer, jeg gjorde, opstillede jeg et tidsskema til konkurrencen.

Jeg havde booket et værelse på Jels Gæstgivergård. Stedet så hyggeligt ud, så jeg regnede den hellige gral for forvaret. Eftersom jeg ønskede at blive akklimatiseret, ankom jeg om torsdagen. Da jeg havde pakket ud, gennemgik jeg stævne faciliteterne i selve Jels. Det så alt sammen fint ud. Om fredagen kørte jeg til Rødekro af cykelruten. Den så flad ud med en enkelt stigning eller to.

I Rødekro checkede jeg mig ind så, stævneledelsen vidste, at jeg var kommet. Jeg snakkede med forskellige triatleter om stævnet. Bagefter kørte jeg til Åbenrå for at spise og finde et toilet jeg kunne betro min bagende til. Da jeg kom tilbage til Jels, startede jeg med at pakke tingene ned i de forskellige poser og aflevere cyklen i skiftezonen. Kl. 7.00 om aftenen var jeg til stede ved informationsmødet, hvor vi fik oplysninger om ruter, depoter, regler m.v. Jeg fik et lift med nogen fra Silkeborg, fordi jeg ønskede at have bilen i Rødekro, så jeg kunne komme tilbage til Jels, når jeg havde gennemført.

Jeg gik tidligt i seng, fordi jeg ønskede at være udhvilet. Men kl. 1 om natten startede et slagsmål nedenunder på kroen, som bølgede frem og tilbage i 2 timer med politi og ambulancer. Kl. 4 ringede uret, men jeg var slet ikke klar. Jeg checkede at alle delene lå i de rigtige poser, hvorefter jeg gik til startområdet. Efter at have afleveret posen satte jeg vandbeholdere på cyklen.

Min morgenmad, som var aftalt til kl. 5.00 – 5.30, kom først kl. 6.15. På det tidspunkt kunne jeg kun nå et smørrebrød og en enkelt kop te. Kl. 6.30 var jeg klar ved start. Jeg prøvede at sætte noget sårplaster på det sted, hvor der plejer at være hudafskrabninger.

Kl. 6.55 stod jeg klar i vandet. Starten gik kl. 7.00 og jeg lagde mig mit i feltet, hvor der var nogen at svømme efter. Den første omgang gik fint, men på anden omgang begyndte jeg at dreje udad. Det medførte at jeg brugte ekstra tid på at komme på rette kurs. Den totale tid for svømningen blev i time 43 min. Min skift tog 16 min. 40 sek. Den ekstra tid skyldes at jeg havde glemt mit rygnummer og måtte løbe tilbage og hente det. Da jeg kom i gang med cykelturen, opdagede jeg at det havde blæst op og at vi dermed måtte køre i modvind et stort stykke af vejen. På grund af den lange afstand, delte jeg turen op i etaper af ca. 60 km, med stævnecenteret som adskillelse. På grund af regnen om natten inden stævnet, var det meste af olien på kæden forsvundet, hvilket medførte en generende pibelyd fra cyklen, samt bemærkninger fra konkurrenterne, der overhalede mig. På sidste omgang pa vej op ad en 6 % stigning kom der et knæk fra min saddel. (Min saddelbolt havde fundet det belejligt af løsne sig.) Da min saddel så ikke vil stå stille, måtte jeg stå op de sidste 10 km. Tiden for cyklingen blev 7 timer 25 min 8 sek. Gennemsnitshastigheden blev 24.3 km/t.

Mit skift til løb foregik problemløst og tog 12 min. Pa løbeturen lykkes det mig ikke at fastholde et anstændigt tempo. 10 km gik på 1 time 30 min. Ved vendepunktet ved 21 km. kunne jeg regne ud at der skulle ske noget ekstraordinært, hvis jeg ikke skulle falde for tidsgrænsen. Som følge deraf satte jeg farten så meget op så jeg, da jeg manglede 10 km. havde 2 timer til at klare dem. Jeg behøvede dog kun 1 time og 30 min.

Min totale tid blev 15 timer 30 min. jævnfør mit eget ur. Da jeg kom i mål sundede jeg mig lidt, hvorefter jeg fik massage. Efter massagen tog jeg et brusebad. Jeg satte kursen mod Åbenrå i bil med alt mit gods bag i bilen. Der fandtes ikke en døgntank i Åbenrå, så kørte jeg tilbage til Jels for at sove.

Den næste dag gik med at save og gå rundt i Jels. det var en dødkedelig dag. Om aftenen så jeg sportsnyt og en film, hvorefter jeg gik i seng. Om mandagen korte jeg hjem efter at have spist morgenmad. Det må betragtes som enden ph mir Ironman-odysse.

Nu gælder det mit HD-studie. Jeg har gjort op med mig selv, at jeg vender tilbage, men først når mit studie er færdigt.

Jeg vil herunder nedskrive et par tanker om detaljer, der kan forbedre min tid til næste gang:

Træningen skal lægges med hovedvægt på cykelture. To gange 50 km, samt en 100 km om ugen. Efter alle cykelture skal der løbes en kort tur pa mellem 4 – 14 km. En af 50 km turene skal foregå i stærkt kuperet terræn.

Svømmetræningen skal omstruktureres, idet råstyrken åbenbart er tilstede i selv tynd-armede personer, som mig selv. Istedet skal teknikken forbedres således at jeg ikke længere trækker så meget mod højre. Det ville kunne spare 20 min. pa 3,8 km. Man behøver først at starte med at svømme-træne udendørs i juni, men til indøvelsen af teknikken er indendørs træning en nødvendighed.

Man skal være 2 eller flere personer afsted til stævnet på en gang. Så kan man leje en hytte for ca. 280 pr. døgn. Det medfører at man selv kan lave morgenmaden på det tidspunkt, man finder optimalt.


Teksten blev skrevet i 1991. På det tidspunkt antog jeg at mit liv ville forme sig på en bestemt måde, men det kom til at udarte sig anderledes.

Jeg fik nyt arbejde i 1993. Det betød at jeg måtte opgive mit studie da logistikken ikke muliggjorde at jeg studerede samtidig med at jeg læste. Forinden havde jeg valgt at købe en lejlighed, men det fik den konsekvens at jeg nu havde faste udgifter så fuldtidsstudie også var udelukket. Jeg levede med et midlertidigt arbejde et halvt års tid, hvorefter jeg skiftede til et arbejde i København, hvor min fremtid kom til at ligge.
Triatlon gled ud af mit liv. Over tid fik jeg andre ting at fokusere på og jeg flyttede fra byen.