Hvordan forklarer man hvad man har arbejdet med i 28 år – Del 1

Jeg startede fuldtids i IT-branchen i 1986.

De første mange år var mit primære arbejdsområde PC-installationer. Når vi taler som styresystemer startede jeg med MS-DOS 2.11. Frem til 1993 var MS-DOS det styresystem jeg fokuserede på, men jeg kom også i berøring med CP/M og MP/M som var flerbrugerudgaven af CP/M.

Omkring 1990 begyndte jeg at arbejde med “små” netværk. Typisk var der tale om installationer på omkring 10 brugere. Det primære system var Novell. Vi brugte dengang Coax-kabler med terminatorer i begge ender. Det var et følsomt system. Den største installation jeg var med til at starte op fra bunden af var en 100- brugers løsning hos Børge Andersen, der var et stort trykkeri ude i Brøndby. Men jeg kan også nævne installationer hos Fremad Rejser, samt Aktieselskabet Sorenco i Rødovre. Det var også i forbindelse med mit arbejde at jeg kom ind i fængslet i Herstedvester. Jeg kom dog ud samme dag, da mit ærinde var en leverance af maskiner til fængslets skolestue.

Selvom der var meget fokus på opsætning helt fra bunden af hvor der blev opsat matrix-printere i de mange år hvor at blækprintere ikke havde nogen særlig udbredelse og laserprintere var meget dyre, så blev jeg langsomt men sikkert specialist i opsætning af økonomi-programmer.

Jeg har arbejdet med HERA-soft, PC-PLUS og Danmax som var enkeltbruger-systemer. Senere var det Concorde. Som konsulent satte jeg en del Concorde systemer op sammen med DSI-SYSTEM. Faktisk var ordremodtagelsessystemet hos ovennævnte Børge Andersen programmeret i DSI-SYSTEM og dette system fodrede så at sige Concorde med oplysninger til fakturering.

Maskinerne blev hurtigere. De første PC-installationer havde en harddisk på 20 Mb (ca. 0,02 Gb) og der var et loft for arbejdslageret i Computeren på 640 Kb (Ca. 0,0006 Gb). Det virker underligt idag, men det var ikke desto mindre en rigelig kapacitet sidst i 80’erne. Da jeg stoppede på min første fuldtids IT-arbejdsplads var man kommet til maskiner med 80386 processorer og maskiner med 80 Mb harddisk. MS-DOS versionen var kommet til version 5.

Jeg arbejdede længe hver dag. Ofte mødte jeg klokken 8 og gik klokken 8. Da jeg på det tidspunkt var bosiddende i Næstved, så blev det ofte kun til et hurtigt måltid før sengetid. Det var den fritid jeg havde på hverdage. For at kunne holde til det begyndte jeg at motionere en del og det blev til nogle Marathonløb og en enkelt jernmand.

Og det var vigtigt at holde sig i form. Jeg mistede to kollegaer i perioden fra 1986 til 1993. To andre endte på sygehus og måtte sige op. Vi var 10 medarbejdere og havde et fantastisk sammenhold, men ændrede ikke på det faktum at vi alle var unge og var villige til at præstere ekstra måske uden at lytte til kroppens signaler. Jeg fik ihvertfald noget med fra min Marathon og jernmandstræning som lærte mig vigtigheden af at holde sig i form. En lektion som jeg her på et senere stadie i livet har gjort anvendelse af igen.

Det var også i starten af 90’erne at blæk-printerne begyndte at komme til. Laserprinterne faldt også til priser hvor private og mindre virksomheder kunne være med.

Samtidig blev et nyt økonomi-system som kom til at definere mit liv mange år efter til verden: Damgaard Data som det hed dengang lancerede Concorde XAL. Jeg blev autoriseret i version 0,8. Dvs. jeg kendte til programmet inden at det blev lanceret offentligt.

Når en branche forandres

For lidt over 20 år siden var en epoke slut i midt liv. Fra 1986 til 1993 arbejdede jeg som konsulent for virksomheder der ville have økonomi-systemer. Jeg har tidligere skrevet om et af de store projekter jeg dengang var involveret i – installationen af et Concorde økonomi-system hos Børge Andersen, der dengang var et større grafisk hus i Brøndby. Et projekt som af forskellige omveje har ført mig til mit nuværende arbejde i Formula-koncernen.

Men min tid ude i City 2 bestod også af at ekspedere kunder der skulle anvende en PC til deres hjem og det er i den forbindelse jeg skriver dette blog-indlæg. For jeg stoppede ikke frivilligt i min stilling dengang. Min arbejdsplads blev nedlagt. Branchen havde ændret sig. En større del af virksomhedens omsætning kom fra salg til private kunder og den omsætning blev flyttet til supermarkeder og Radio/TV branchen væk fra de specialiserede firmaer som den jeg var ansat i.

Ledelsen kunne ikke udskille erhvervsdelen og valgte derfor at gå helt ud af branchen. Når jeg ser tilbage på det i dag, ville jeg gerne have været bedre informeret om hvor man var på vej hen, så jeg i samarbejde med nogle af mine daværende kollegaer måske kunne have købt aktiviteter fra for at starte op for os selv imens at blandt andet min alder var til det. Desværre kom beslutningen først ud til os medarbejdere da beslutningen om at lukke ned var taget. Jeg kom dog videre alligevel og ser i dag tilbage på de år jeg havde ude i City 2 glæde.

Når jeg åbner dagens aviser og især en artikel i Computer World så er det klart at branchen har flyttet sig endnu engang. Kunderne dengang fravalgte professionel rådgivning for at se på prisen. De ville nok besøge den virksomhed jeg var ansat i, men kunne de spare 100 kroner, så købte de i Radio/TV-forretningerne eller måske i et supermarked. Det kan jeg ikke bebrejde dem. Vi lever i et samfund hvor velfærden har været under konstant afvikling siden 1972 i den hellige harmoniserings navn. Vi skal tilpasse os medlemsstaterne i EU og harmonisering er nedjustering til laveste fællesnævner. Vi kan blot se ud over de mange lande for at se hvor lavt denne fællesnævner er.

Den lektie kunderne i City 2 lærte mig har gjort at jeg køber elektronik i Aldi, dele til cykler hos T.Hansen eller Harald Nyborg og diverse ting over Internettet. Ja, faktisk ser det ud som om at en forretning som El-giganten gerne vil have at jeg køber deres ting over Internettet da varerne koster mere i deres forretninger. Mit seneste fjernsyn blev bestilt på denne måde. Der var 200 kroner at spare jf. ekspedienten, så selvfølgelig tog jeg hans råd.

Artiklen i Computerworld spår traditionelle kæder som Fona en svær tid. Jeg er enig. Radio/TV-branchen vil om 5 år være en branche der er præget af at man har nogle show-rooms med varesortimentet hvor kunderne kan låne en PC til at bestille varerne eller gå hjem for at købe varen via egen computer. Jeg kan se at det går samme vej, når vi taler hårde hvidevarer.

Jeg er ikke skadefro, så jeg glæder mig ikke over at de Fona-medarbejdere som tilbage i 1993 sørgede for at jeg ikke skulle arbejde i forretning, nu må ud og finde nye græsgange. Vi har ikke længere råd til snak, vi har ikke længere råd til personlig kontakt, vi skal bruge aftener og nætter på at blive eksperter på hvad vi skal bruge i hjemmet uanset om det er computer, fjernsyn, køleskab eller vaskemaskine. Det er udviklingen.

Men hvad skal vi så leve af? Det kan jeg ikke svare på for ellers havde jeg startet egen virksomhed i 1993 imens jeg kunne tillade mig det da jeg ikke havde stiftet familie endnu. Jeg vil blot sige at min livserfaring er at der er en eller anden form for fremtid for dem, der fokuserer på at tjene den virksomhed som giver dem lov til at arbejde for dem ydmygt og pligtopfyldende.

Man taler meget om hvem som har pligt til sørge for at den danske arbejdskraft er uddannet til at møde morgendagens udfordringer og her vil jeg understrege at det er der kun en part som må tage ansvar. Det er ikke den enkelte medarbejder eller dennes arbejdsplads. Det er staten eller samfundet. Vi lever i et land hvor uddannelse er statsfinansieret – også efteruddannelse. Sørger staten ikke for at tage ordentlig hånd om dem som ikke længere kan indgå i produktionsapparatet så taber landet som helhed.

Det er her hvor noget fejler. Uddannelse koster og fungerer mange steder som en bremsesko for optimale priser og fri konkurrence. Det er derfor glædeligt at bedemandsbranchen er blevet gjort fri da den i al for lang tid har kunnet bestemme hvor mange der skulle uddannes og derved hvor mange nye forretninger som måtte komme til. Jeg savner det samme pres fra staten mod min branche. Siden 1991 har der været konstant underskud af aktører på markedet for Microsoft økonomi-programmer. Der er for få leverandører og der er for få programmører. Et veluddannet land som Danmark burde ikke have behov for import af IT-specialister under nogen som helst omstændigheder, men det sker fordi konkurrencen for området ikke er optimal.

Jeg håber derfor at der er skabes en løsning for de mennesker som bliver skubbet ud af Radio/TV branchen. Her har staten en opgave for udviklingen kan de ikke standse.

Link til artiklen i Computer World:
Få historien: It-butikkernes vilde rutsjetur (Computer World, 1. november 2013)

Afslutningen på en drøm?

terrasse

For nogle år siden byggede vi os en længe ventet terrasse. Den blev desværre aldrig færdig på grund af at vi som måske de eneste skal betale for behandling af en smitsom sygdom som har hærget familien jvf. bekendtgørelse nr. 498 af 2011.

Nu tog stormen taget og jeg kan måske ikke gøre en forsikringssag ud af det da jeg stadig har sag åben på grund af en spritbilist som påkørte en bil der så ramte vores daværende bil.

Så den anden dag tog jeg hjem og fik fjernet de sidste rester af taget, så jeg kunne lægge en presenning ud over det. Det var afslutningen på en drøm da en sag mod kommunen ser ud til at få mange år på sig før ankestyrelsen kan afgøre den og vi betaler hvilket hver dag koster mig 70 kroner.

Det lyder trist alt sammen, men da jeg lever efter det Finske ordsprog: Evigt ejer du kun det som du har mistet, så jeg ingen tage minderne om en lang varm sommer med hygge under det svalende tag fra mig. De minder vil jeg altid have og bære med mig videre i livet. — i Ølstykke