Så nåede jeg det halve århundrede. I en optimal verden så skulle der være 10 år tilbage inden efterlønnen, men sådan er det desværre ikke mere.

Jeg har haft et rigt liv med børn som er faldet heldigt af stammen og en kone som stadig kan holde mig ud selv efter at have delt bolig med mig i over 20 år.

Jeg har haft en karriere, hvor jeg baseret på min baggrund med delvis fremmed herkomst nåede meget længere end forventet og selv efter at staten via digitaliseringen valgte at lukke et helt fag for at efterlade 25.000 mennesker heriblandt mig med behovet for at finde nyt arbejde, var heldig at finde et godt arbejde, hvor jeg kan få tiden til at gå indtil pensionen formentlig kommer til mig før livet er slut. Jeg er taknemlig for alle de år med gode kollegaer på både tidligere arbejdspladser, men også på min nuværende arbejdsplads.

At nå pensionsalderen bliver ikke helt nemt idet at jeg så skal leve betydelig længere end hvad mandlige medlemmer af familien har præsteret i den tidligere generation. Her tænker jeg på min far og hans brødre, hvor 3 døde som henholdsvis værende 59, 60 og 62 år.

Jeg har også truffet moralske valg som har endt med at koste mig indtil videre 140.000 kroner. Jeg ved at jeg med min etniske baggrund havde en særlig forpligtelse overfor det land, som ladet mig bo her og netop fordi jeg med min etniske baggrund tog et moralsk valg imod de anbefalinger ankestyrelsen skrev til mig jeg skulle have fulgt skal jeg betale regningen.

Det har selvfølgelig gjort at hver dag siden januar 2012 har budt på et smag af bitterhed, en smag af vrede. Noget som jeg så vidt som muligt har forsøgt at undertrykke i forhold til mit arbejde og mine nære. Jeg vil nok aldrig blive i stand til at kaste stemplet som delvis 2. generationsindvandrer af mig. Det har Egedal kommune mindet mig om en gang om måneden.

Jeg håber at den bitterhed jeg har båret på i alle de måneder ikke har sat for store spor og vil sige tak til alle dem som har støttet min familie i den svære tid.

Om der bliver 50 år mere eller om det kun skal blive 10 ved jeg ikke, men jeg tror på at der vil blive nogle lyse stunder – bare en gang imellem. Jeg er taknemlig for den jeg har haft. Minderne vil jeg eje for evigt og dem kan jeg leve på resten af min tid på denne jord.