For lidt over 20 år siden var en epoke slut i midt liv. Fra 1986 til 1993 arbejdede jeg som konsulent for virksomheder der ville have økonomi-systemer. Jeg har tidligere skrevet om et af de store projekter jeg dengang var involveret i – installationen af et Concorde økonomi-system hos Børge Andersen, der dengang var et større grafisk hus i Brøndby. Et projekt som af forskellige omveje har ført mig til mit nuværende arbejde i Formula-koncernen.

Men min tid ude i City 2 bestod også af at ekspedere kunder der skulle anvende en PC til deres hjem og det er i den forbindelse jeg skriver dette blog-indlæg. For jeg stoppede ikke frivilligt i min stilling dengang. Min arbejdsplads blev nedlagt. Branchen havde ændret sig. En større del af virksomhedens omsætning kom fra salg til private kunder og den omsætning blev flyttet til supermarkeder og Radio/TV branchen væk fra de specialiserede firmaer som den jeg var ansat i.

Ledelsen kunne ikke udskille erhvervsdelen og valgte derfor at gå helt ud af branchen. Når jeg ser tilbage på det i dag, ville jeg gerne have været bedre informeret om hvor man var på vej hen, så jeg i samarbejde med nogle af mine daværende kollegaer måske kunne have købt aktiviteter fra for at starte op for os selv imens at blandt andet min alder var til det. Desværre kom beslutningen først ud til os medarbejdere da beslutningen om at lukke ned var taget. Jeg kom dog videre alligevel og ser i dag tilbage på de år jeg havde ude i City 2 glæde.

Når jeg åbner dagens aviser og især en artikel i Computer World så er det klart at branchen har flyttet sig endnu engang. Kunderne dengang fravalgte professionel rådgivning for at se på prisen. De ville nok besøge den virksomhed jeg var ansat i, men kunne de spare 100 kroner, så købte de i Radio/TV-forretningerne eller måske i et supermarked. Det kan jeg ikke bebrejde dem. Vi lever i et samfund hvor velfærden har været under konstant afvikling siden 1972 i den hellige harmoniserings navn. Vi skal tilpasse os medlemsstaterne i EU og harmonisering er nedjustering til laveste fællesnævner. Vi kan blot se ud over de mange lande for at se hvor lavt denne fællesnævner er.

Den lektie kunderne i City 2 lærte mig har gjort at jeg køber elektronik i Aldi, dele til cykler hos T.Hansen eller Harald Nyborg og diverse ting over Internettet. Ja, faktisk ser det ud som om at en forretning som El-giganten gerne vil have at jeg køber deres ting over Internettet da varerne koster mere i deres forretninger. Mit seneste fjernsyn blev bestilt på denne måde. Der var 200 kroner at spare jf. ekspedienten, så selvfølgelig tog jeg hans råd.

Artiklen i Computerworld spår traditionelle kæder som Fona en svær tid. Jeg er enig. Radio/TV-branchen vil om 5 år være en branche der er præget af at man har nogle show-rooms med varesortimentet hvor kunderne kan låne en PC til at bestille varerne eller gå hjem for at købe varen via egen computer. Jeg kan se at det går samme vej, når vi taler hårde hvidevarer.

Jeg er ikke skadefro, så jeg glæder mig ikke over at de Fona-medarbejdere som tilbage i 1993 sørgede for at jeg ikke skulle arbejde i forretning, nu må ud og finde nye græsgange. Vi har ikke længere råd til snak, vi har ikke længere råd til personlig kontakt, vi skal bruge aftener og nætter på at blive eksperter på hvad vi skal bruge i hjemmet uanset om det er computer, fjernsyn, køleskab eller vaskemaskine. Det er udviklingen.

Men hvad skal vi så leve af? Det kan jeg ikke svare på for ellers havde jeg startet egen virksomhed i 1993 imens jeg kunne tillade mig det da jeg ikke havde stiftet familie endnu. Jeg vil blot sige at min livserfaring er at der er en eller anden form for fremtid for dem, der fokuserer på at tjene den virksomhed som giver dem lov til at arbejde for dem ydmygt og pligtopfyldende.

Man taler meget om hvem som har pligt til sørge for at den danske arbejdskraft er uddannet til at møde morgendagens udfordringer og her vil jeg understrege at det er der kun en part som må tage ansvar. Det er ikke den enkelte medarbejder eller dennes arbejdsplads. Det er staten eller samfundet. Vi lever i et land hvor uddannelse er statsfinansieret – også efteruddannelse. Sørger staten ikke for at tage ordentlig hånd om dem som ikke længere kan indgå i produktionsapparatet så taber landet som helhed.

Det er her hvor noget fejler. Uddannelse koster og fungerer mange steder som en bremsesko for optimale priser og fri konkurrence. Det er derfor glædeligt at bedemandsbranchen er blevet gjort fri da den i al for lang tid har kunnet bestemme hvor mange der skulle uddannes og derved hvor mange nye forretninger som måtte komme til. Jeg savner det samme pres fra staten mod min branche. Siden 1991 har der været konstant underskud af aktører på markedet for Microsoft økonomi-programmer. Der er for få leverandører og der er for få programmører. Et veluddannet land som Danmark burde ikke have behov for import af IT-specialister under nogen som helst omstændigheder, men det sker fordi konkurrencen for området ikke er optimal.

Jeg håber derfor at der er skabes en løsning for de mennesker som bliver skubbet ud af Radio/TV branchen. Her har staten en opgave for udviklingen kan de ikke standse.

Link til artiklen i Computer World:
Få historien: It-butikkernes vilde rutsjetur (Computer World, 1. november 2013)