højresvingsulykke | Carsten Overgaard

Der er nu gået lidt over et år siden cykeluheldet.

Faktum er at jeg efter flere besøg hos lægen må erkende at mit liv aldrig bliver som før det famøse cykeluheld d. 6. april 2016, hvor en varevogn overså et “Indkørsel forbudt” skilt, så jeg ramte varevognen og blev kastet af cyklen.

Min arbejdsplads – Talentsoft – har heldigvis valgt at holde fast på mig og jeg supporterer nu PXS produktlinjen – den tidligere PeopleXS produktlinje og har overladt de nye Talentsoft produkter til mine kollegaer.

Selvom det er svært at følge med når man får periodiske hovedpineanfald, lider af periodiske ryg og nakkesmerter og har et venstre håndled som bare ikke er som før uheldet, så er det lykkedes indtil nu og hver dag tæller trods alt i forhold til at nærme sig pensionen, selvom der er lang vej endnu.

Men det er hvad jeg må sigte imod. For jeg er ikke blevet så meget bedre at jeg kan tage andre opgaver for Talentsoft som at være konsulent eller deltage i salget selvom jeg med mine over 30 år i branchen er kvalificeret til det.

Der er selvfølgelig perioder, hvor jeg bliver lidt bitter over alt det, jeg kunne have arbejdet hen imod, men på den anden side, så nytter det ikke at sætte sig over i hjørnet og lade livet passere uden at få andet ud af det end at være sur.

For der er lyse øjeblikke. Sidste år fik vi efter mange års tilløb og opsparing endelig vores terrasse. Jeg kan klare små løbeture med mine børn. Jeg kan klare at cykle på arbejde et par gange om ugen. Ja, der er periodisk smerter og ømhed forbundet de to sidste ting og det går langt fra så hurtigt som før, men jeg er i stand til at gøre det.

At vi så må opgive ferier til udlandet og jeg har måttet skære ned på rejseaktiviteter i firma-regi, er en lille pris at betale.

Jeg har tit tænkt om uheldet kunne have været undgået, men jeg tænkte simpelthen ikke på at et tydelig placeret rødt skilt med en hvid streg kunne blive overset, så da varevognen begyndte at dreje var jeg fuldstændig uforberedt. Det skete og mit sikkerhedsudstyr (hjelm, handsker og støvler) gjorde at jeg trods alt kom derfra i live. Man kan ende med at blive skør af at tænke på den måde, så hver gang jeg griber mig i at tænke sådan, så prøver jeg straks at tænke på noget andet.

Nu skriver vi 2017. Begge børn er konfirmeret. Begge børn står nu på en skillevej, som vil få betydning for deres fremtid. Jeg vil trække en streg i sandet i forhold til mig selv og erkende at hvor jeg er nu, er jeg kommet til det sted i livet, som jeg har kunnet arbejde mig til. Min tid har været der og på grund af uheldet er der ikke flere kræfter tilbage til forsøge at gøre det bedre for mig selv.

Derfor vil jeg nu bruge tiden til at gøre det bedre for mine børn. Det er deres tid nu og jeg vil bruge resten af livet til at hjælpe dem det sidste stykke på vej, så de kan få en ordentlig fremtid. Måske bliver 2017 det år hvor der endelig sker noget afgørende positivt ovenpå et 2016, som var præget af uheld, smerter og forsøg på genoptræning.

2016 var ligesom lagt an til at blive noget andet end det, som ligger foran mig nu.Men den sjette april blev jeg impliceret i en højresvingsulykke. Den slags sker hver dag og der skal kun en konklusion baseret på ganske få sekunders observation til før at en forkert manøvre udføres og uheldet sker. Den pågældende uge var vigtig for mig. Min søn og løbemakker Christian skulle konfirmeres. Jeg havde besluttet at køre på cykel alle dage uanset vejrlig så jeg kunne tabe mig lidt og passe det fine tøj, som det kan læses af grafen i bunden af dette indlæg havde jeg kørt lidt over halvdelen af distancen til arbejdet da det gik galt.
Uheldet skete lige efter krydset Herlev Hovedgade – Ring 3. Her er en parkeringsplads hvor man for nogle årtier siden vendte færdelsretningen i parkeringsområdet om, så man ikke må køre ind af den første indkørsel. Desværre står skiltet med indkørsel forbudt lidt forskudt i forhold til indkørslen og vinklen på udkørslen indbyder også til indkørsel. Det er naturligvis ikke en undskyldning for bilisten som kørte ind foran mig da jeg var en meter fra udkørslen, men som sagt: Musikken spiller – folk kommer til skade i trafikken for vores samfund skal fungere og så er der en pris at betale. Den pris kommer jeg nu til at betale. Alt det andet må politiet tage sig. De tog rapport og jeg blev kørt på skadestuen.
Jeg fik en del skader. Heldigvis bar jeg hjelm. Jeg slap ikke for hovedskader idet at jeg ramte noget på varevognen. Formentlig sidespejlet og derfor skulle jeg syes med 8 sting i panden. Derudover tog man et røgtenbilledet af mit venstre håndled. Da jeg kom hjem og tog et bad fandt jeg mærker efter slag på hele venstre side af kroppen. I sær venstre arm var pænt pyntet. Jeg har senere opdaget blå mærker på knæ og baglår om jeg ikke bemærkede de første døgn. Efter en halv dag begyndte fingrene på højre hånd at sove.
Man mistænkte mig endvidere for at have fået en hjernerystelse, så jeg måtte beklagelig meddele Talentsoft hvor jeg har fået lov til at tjene siden februar 2015 at jeg ikke måtte arbejde med computer det næste døgn. De har dog gennem hele forløbet vist sig forstående, hvilket jeg er dem dyb taknemlig for.
Fredag startede jeg med at arbejde hjemmefra. Jeg havde dog kun kræfter til at arbejde indtil klokken 2. Kunderne er vigtige for både Talentsoft og undertegnede så drevet af pligtfølelse forsøger jeg at arbejde det jeg kan og som lægerne vil tillade. Allerede næste dag var jeg hos lægen og fik undersøgt min sovende fingre. Weekenden blev passeret og jeg var glad for at familien hjalp os så meget at der blev en konfirmationsfest ud af det for Christian trods alt.
I løbet af ugen stod det dog klart at venstre arm og hånd generede voldsomt. Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne med is og hvile, men den blev ved med at gøre ondt. Jeg fik en forklaring da sygehuset skrev til mig og forklarede at der var et mindre brud et sted. Så fredagen efter tog jeg på sygehuset og her fik jeg gips på. Det lindrede mine smerter en del. Jeg ville nødig ud i noget misbrug af smertestillende midler og jeg havde trods alt forinden spist 3 hovedpinepiller foruden dem som hospitalet gav mig den første dag.
Bliver jeg nogensinde frisk igen? Svaret er at jeg ikke ved det. Min læge har forbudt mig at løbe. Min cykel står stadig hos cykelhandleren og med lidt held bliver min søn den første som kører på den den 30. april hvor han kører Egedal familie Triathlon. Det var et stævne vi begge gennemførte sidste år. I år må jeg stå på sidelinjen.
Jeg starter behandlinger for mine sovende fingre hos fysioterapeuten denne uge, hvor vi skal se på om de ikke skyldes en forværring af det piskesmæld jeg fik i 2008 da en spritbilist kørte ind i en række holdende biler hvori jeg befandt mig i en af dem. Jeg følger stadig de øvelser jeg fik dengang. Jeg vil så gerne igang med at løbe igen, men sålænge lægen siger stop, så er det et stop. Istedet har jeg fået OK til at gå lange ture og det må jeg så igang med. Jeg passer som sagt mit arbejde hjemmefra indtil videre. Næste uge vil jeg forsøge at køre ind til firmaet. Mine kollegaer på Talentsoft har været flinke til at holde kontakt via Skype og email, men jeg savner stemningen på kontoret. Jeg vil gerne tilbage så jeg igen kan cykle til arbejde til arbejde. Det bliver en kamp, som kan vare måneder. Jeg er på ingen måde bitter. Det er en af de små stød som livet giver. Jeg trækker mig ikke i trafikken. Jeg forventer heller ikke at andre gør det. Jeg ved at når jeg forlader mit hjem at den kan blive for sidste gang. Det er jeg afklaret med. For mig som person handler det om at jeg vil tjene min til enhver tid arbejdsgiver på bedste måde. Det er en forpligtelse jeg har. Den vil jeg leve op til uanset om jeg så mister livet i forsøget.