Jeg går ikke med burka, men jeg tildækker mit ansigt om vinteren. Derfor bliver jeg tilsyneladende ramt af et nyt lovforslag. Jeg vil ikke gå så meget ind i baggrunden for forslaget, men det bekymrer mig at jeg på grund af min levevis risikerer at blive genstand for en efterforskning af politiet.
Jeg cykler med elefanthue, hvor man kan se størstedelen af ansigtet, når temperaturen er under 10 grader. Taler vi om minusgrader, så tildækker jeg mere af ansigtet. Der har været dage hvor temperaturen har været under minus 10. Når det bliver så koldt har jeg specielle vinterbriller.
Årsagen er at jeg bruger lidt over 1,5 time på at cykle på arbejde. Man bliver kold undervejs på grund af de mange stop, der har årsag i trafikken. December 2016 cyklede jeg over 500 kilometer på en måned.
Temperaturen og forholdende er forskellige klokken 6:30 og klokken 8. Jeg ved ikke hvor mange gange cyklister har sagt at jeg har lys på når jeg cykler i centrum. Ja. Det er lyst omkring klokken 8, men klokken 6:30 hvor jeg startede fra mit hjem, var det mørkt. Det er ofte meget koldere først på morgenen.
Nu er det så til den enkelte betjent at vurdere om jeg har for meget tøj på, således at jeg er ude i et lovbrud istedet for at beskytte mig imod kulden. Jeg har prøvet at slå op hvad kuldeindexet er når jeg kører 30 km/t hvilket ofte er tilfældet udenfor byen. Taler vi om vindstille vejr med en temperatur på 0 grader, så bliver det tilsvarende minus 14 grader. Er der modvind kommer vi let op i nærheden af minus 20 hvor vi taler om kuldeskader, hvis jeg ikke beskytter mig selv.
Hvad gør jeg så? Skal jeg for altid afskrive at cykle mellem september og Marts?
Læs mere om lovforslaget her: Forbud mod burkaer skal også gælde kunstigt skæg, masker og huer (Danmarks Radio)